Løb VS Cykling: Fordele og ulemper ved cykling og løb

Løb og cykling er to af de motionsformer, som allerflest dyrker herhjemme. Går du en tur i skoven en søndag, eller bor du tæt på en park, kan du hurtigt få øje på mange motionsløbere og -cyklister. Overvejer du at begynde at løbe eller cykle, men er du ikke helt sikker på hvilken af disse to sportsgrene, som du bør vælge? I artiklen her har vi hos Sportnu.dk sammensat en liste med nogle af fordelene og ulemperne ved løb og cykling – så du lettere kan vælge den motionsform, som tiltaler dig mest.

Plaget af tidligere skader? Så er cykling lige noget for dig

Det kan være svært at afgøre om det er bedst at gå i gang med at løbe eller at cykle. Heldigvis er der nogle pejlemærker, som du kan gå efter. Har du eksempelvis skader fra tidligere, kan det rette valg for dig være cykling. Det skyldes, at cykling er en mere skånsom motionsform end løb. Har du knæ- eller fodskader, kan det især være en god idé at hoppe på cyklen. Her undgår du at overbelaste dine led, og samtidig får du heller ikke stød i kroppen.

I modsætning til cykling, er løb en motionsform, der i højere grad belaster dine led. Når du løber, får du stød op gennem kroppen, som for nogle kan føles ubehageligt. Et par gode løbesko kan dog gøre vidundere i denne henseende.

I gang med motion uden dyrt udstyr? Vælg løbetræning

Vil du i gang med at motionere, men ønsker du ikke at bruge flere tusind kroner på udstyr, før du går i gang? I så fald er løbetræning en god løsning. At komme i gang med at løbe behøves hverken at koste mange penge, elle meget tid. Med et par gode løbesko har du nærmest alt det, du skal bruge for at begynde at få noget ud af din træning.

Får du senere lyst til det, er der selvfølgelig mange gode muligheder for at købe spændende løbeudstyr, som vil hjælpe med at gøre de ugentlige løbeture lidt sjovere.

Ønsker du vægttab? Her kan cykling igen være det rette valg

Der kan være mange grunde til at man ønsker at begynde med at løbe eller cykle. Nogle vil gerne i gang for at få mere overskud i hverdagen, og andre går i gang med løb eller cykling for at kickstarte et vægttab. Ønsker du at tabe dig, er dét at motionere bestemt en rigtig god idé. Kombineret med sund kost, rigelig nattesøvn og et fornuftigt indtag af vand, kan motion virkelig være med til at gøre en forskel.

Cyklen er ofte det rigtige valg, når der ønskes et vægttab. Det skyldes, at mange synes, at det er mest behageligt at motionere på en cykel, da man på en cykel ikke på samme måde som ved løb kan føle et ubehag ved at bære vægt med sig, for hvert skridt man tager. Cykling føles for mange derfor som en langt mere skånsom måde at tabe sig på.