Crossfit har i efterhånden mange år været den helt store trend, når det kommer til fysisk udfoldelse, og det er stadig en sport, der får mange mennesker op af sofaen og ud at bevæge sig. Ved du ikke, hvad crossfit er, eller vil du bare være helt sikker på, hvad denne sportsgren indebærer, så giver vi dig svaret her.
Crossfit er en blanding af konditions- og styrketræning
I crossfit handler det ikke om at være god til én bestemt ting, for det er nemlig en træningsform, der gerne vil gøre hver udøver til en allround god atlet. Derfor indeholder crossfit elementer fra både styrketræning og konditionstræning, og du skifter mellem forskellige øvelser i løbet af én træning, så du ikke kun laver en enkelt ting. Crossfit indeholder både elementer fra intervaltræning, gymnastik, vægtløftning og meget andet, så en udøver vil komme rundt mellem mange typer sportsgrene samlet i én træning.
Crossfit er en sammentrækning af ”cross-discipline fitness”, og det blev grundlagt i USA i 1996, men rødderne til crossfit startede muligvis allerede tidligere, da opfinderen af crossfit, Greg Glassman, dyrkede forskellige sportsgrene som teenager. Siden dengang har crossfit taget hele verden med storm, og det vurderes, at der er op mod 4 millioner mennesker verden over, der dyrker crossfit i dag i mere end 15.000 crossfit-centre.
Lav varieret træning med crossfit
Overvejer du at dyrke crossfit, så er det rigtig godt til dig, der gerne vil lave varieret træning. Da der er så mange forskellige typer af elementer i crossfit, får du aktiveret alle de store muskelgrupper i kroppen, og du får også trænet meget udholdenhed og styrke. Crossfit har også andre fordele som for eksempel øget smidighed, balance og koordination, så du får trænet rigtig mange aspekter af kroppens funktioner. Der er mange kalorier at forbrænde i løbet af en time med crossfit – faktisk kan du forbrænde helt op til 800 kalorier på en time, men måske er det mere realistisk med 400 kalorier på en time, hvis du er helt nybegynder.
Med crossfit får du også typisk et rigtig godt fællesskab. Du kan gå til crossfit på et fast hold, og mange øvelser kræver samarbejde enten som par eller større gruppe, så du bliver nødt til at skulle mødes med andre for at komme i mål med din træning. Det kan også give lidt ekstra motivation til træningen, at der er andre til stede, for det kan betyde, at du giver dig lidt ekstra.
Mange muligheder for at dyrke crossfit i Danmark
Kunne du tænke dig at dyrke crossfit, så er der rigtig mange muligheder for at komme i gang i Danmark. Der findes nemlig mange centre med mulighed for at dyrke crossfit over hele landet, men der er selvfølgelig størst koncentration af centre i hovedstadsområdet og andre større byer. Derudover er der også mange idrætsforeninger, der har crossfit på programmet eller som minimum et lignende koncept, så det er også muligt at forhøre dig ad i din lokale forening, hvis du bor langt fra en stor by.